Sommeren
Om sommeren nyder skildpadderne livet i udegården. De får mad og vand, og passer ellers ret meget sig selv. På de dage med dårligt vejr kommer de kun lige ud for at smage en mælkebøtte, men hygger sig ellers i deres hus. På de varme dejlige dage ligger de udenfor i solen eller skyggen. Det er også om sommeren æggene bliver lagt.
Efteråret
Om efteråret begynder vi at holde øje med temperaturen igen. Skildpadderne bliver langsomt mindre aktive og på et tidspunkt begynder de at grave sig ned og ligge sig til at sove. På dette tidspunkt får vi alle lokaliseret og flyttet ind i deres hus og blokerer døren. Det er af rent praktiske årsager, for det er vældig besværligt at skulle grave en hel udegård efter på jagt efter en skildpadde. Når der er dejlig koldt og skildpadderne sover sødt flytter vi dem over i deres vinterkasser. I dem har vi opblødt kokosmuld og lufthuller, og så ryger de ud i skuret på hylder.
Vinteren
Om vinteren sover skildpadderne sødt i deres kasser i skuret. De står bare på en hylde derude og vi ved at skuret altid er frostfrit. Vi holder øje med temperaturen, og kigger et par gange ned til dem, men ellers passer de sig selv. Vi har et enkelt år ikke kunne finde én af skildpadderne, og den overvintrede dermed i udegården. Der er ikke det sted i udegården vi ikke gravede og tjekkede for ham. Vi dækkede jorden med gran henover vinteren og krydsede fingrene, og om foråret kravlede Jay op af sit enormt dybe hul til meget stor glæde for børnene og os.
- Kasser: almindelige plastikkasser med låg.
- Kokosmuld: opblødt kokosmuld fyldes i.
- Temperatur: mellem 4 og 8 grader sigter vi efter.
Foråret
Foråret starter og temperaturene bliver varmere. Det er ved at være tid til at skildpadderne skal ud
i deres udegård. Når temperaturen nærmer sig 10 og vi kan se der ingen frostgrader er i skildpaddehuset udenfor
om natten længere, så flytter vi skildpadderne fra deres vinterkasser ud i deres hus. Her sover de roligt videre
indtil de selv synes det er på tide at vågne. Lige så stille begynder de at dukke op ude i udegården på de varme solrige
forårsdage, men det er forskelligt fra skildpadde til skildpadde. En af vores er altid først aktiv et par uger efter
de andre.
Baby skildpadderne kommer ud når temperaturen er ved at være dejlig varm. Der skal helst
ikke være for stor forskel mellem ude og inde.